Backports-tjenesten bliver officiel
5. september 2010
Debian-projektet er stolt over at kunne annoncere, at backports-tjenesten, der tidligere var tilgængelig på www.backports.org nu er en officiel Debian-tjeneste tilgængelig på backports.debian.org.
Backports (tilbageførsler) er pakke fra distributionen testing, genkompileret til den aktuelle stabile (eller endda gamle stabile) udgave, for at stille nye versioner af visse pakker til rådighed for brugere af den stabile distribution. Det kan være Linux-kernen, webbrowseren Iceweasel eller kontorpakken OpenOffice.org suite, uden at give køb på systemets generelle stabilitet.
Arkivet indeholder i øjeblikket 528 pakker tilbageført til distributionen lenny. Da infrastrukturen til accept af pakker til den kommende udgivelse af squeeze allerede er på plads, er det muligt for Debian Installer-aftryk at opsætte backports-arkivet som standard uden at det giver fejl på brugernes systemer. Tjenstens understøttelse af squeeze vil blive aktiveret på et senere tidspunkt, efter udgivelsen.
På grund af begrænsinger i Debians fejlsporingssystem, skal enhver fejl der har med tilbageførte pakker at gøre, stadig rapporteres på postlisten debian-backports, som nu er blevet flyttet til lists.debian.org.
Oplysninger om hvordan man anvender backports-tjenesten, er tilgængelige på det nye backports-websted. Brugere af den gamle backports-tjeneste skal ændre deres sources.list til at pege på deb http://backports.debian.org/debian-backports lenny-backports main contrib non-free (eller et af dets filspejle). Bemærk desuden, at som følge af integreringen med Debians infrastruktur, er GPG-nøglen som anvendes til at signere backports-arkivet blevet ændret til Debians officielle ftp-master-nøgle.
Om www.backports.org
Backports-tjenesten på www.backports.org
blev oprindelig startet af Debian-udvikleren Norbert Tretkowski med megen hjælp
fra team(ix). Den blev senere videreført
og forbedret af Debian-udviklerne Alexander Wirt (organisering) og Jörg Jaspert
(teknisk bistand) til at være vært for flere end 500 tilbageførte pakker til
forskellige arkitekturer.
Tak til team(ix) for at have været et godt hjem for tjenesten i alle de forløbne
år.
Om Debian
Debian-projektet blev grundlagt i 1993 af Ian Murdock, som et helt frit
fællesskabsprojekt. Siden den gang, er projektet vokset til at være et af de
største og mest indflydelsesrige open source-projekter. Over tretusinde
frivillige fra hele verden samarbejder om at fremstille og vedligeholde
Debian-software. Med oversættelser til over tredive sprog, og med
understøttelse af et enormt antal computertyper, kalder Debian sig det
universelle styresystem
.
Kontaktoplysninger
Besøg Debians websider på https://www.debian.org/ for yderligere oplysninger eller send en mail på engelsk til <press@debian.org>.